Trommesyge og trommespyd

Det første rigtige spørgsmål, du måske ikke vidste du havde, er hvorfor jeg skriver om det her og hvilke kvalifikationer jeg har til at skrive om det, så lad os starte med begyndelsen:

Da min morfar døde og boet skulle tømmes fik jeg nogle ting med, herunder et trommespyd. Altså bortset fra at jeg ikke vidste hvad det var, men det ser sådan her ud:

Trommespyd til behandling af trommesyge ved drøvtyggende dyr, samlet

Den er jo lidt spøjs, specielt hvis man ikke ved hvad det er.

Min far plejede at kalde det en "stør", og som svar på hvad man brugte en stør til: "Til at stikke op i røven på dem der spør'".

Da det svar ikke hjælper ret meget, gik jeg på jagt efter en løsning på mysteriet. Da jeg ikke vidste ret meget andet end at det var udstyr til brug på landbrugsdyr, forsøgte jeg at finde svar på nettet og søgte både på søgemaskiner og gennemlæste hele produktkataloger. Jeg endte med at skrive til Eickemeyer, som sælger udstyr til dyrlæger.

Her kom svaret prompte, for det er jo nemt når man arbejder med den slags til dagligt. Som sidens navn har afsløret, så er det et trommespyd til behandling af trommesyge.

Hvad er trommesyge?

Trommesyge er oppustning/udspiling af tarmsystemet på drøvtyggere såsom køer, grundet luftproducerede bakterier i tarmfloraen. Det kan være yderst smertefuldt for koen og medføre døden.

Udspilingen forekommer i vommen og kan for eksempel opstå om foråret når de først sendes på græs.

Det er nemlig sådan med køer at (læs: nu er det mig der lukker lort ud): Når de har stået indenfor hele vinteren og levet af kedeligt tørfoder, så kan de ikke vente til foråret hvor festivalperioden igen starter op. De elsker de åbne græsmarker og at vælte sig rundt på dansegulvet og svinge yveret. Det er lidt svært at se om de er glade når køerne danser, men de ser i hvert fald ikke triste ud. Nå, men udover at danse, så går de amok med græs-spisningen og drøv-tygningen. Som enhver anden dansker til julemiddag, så kommer der nok lidt mere ned end godt er, som altså medfører risici for overspisning.

Hvad er et trommespyd?

Trommespyddet som vist tidligere består af to dele; et spyd og en flange. Her ses de separat:

Trommespyd og flange, separat, til behandling af trommesyge hos drøvtyggere.

Flangen passer uden på spyddet, som vist herunder:

Nærbillede af trommespid halvt indsat i flange, til behandling af trommesyge hos kvæg og andre drøvtyggere.

Trommespyd til behandling af trommesyge

Spyd med flange monteret indføres i vommen, hvorefter spyddet udtages og flangen efterlades i siden på koen, således at de overskydende gasser kan trænge ud.

Grundet sværhedsgraden i at finde information og at jeg ikke er faldet over yderligere beskrivelser af proceduren, antager jeg at man ikke behandler det sådan i dag.

Det ville give mening, da det at prikke hul i siden på en ko, direkte ind til dens mave, umiddelbart må medføre nogle risici der er højere end ved blot at vente på det går over af sig selv.

Hvis jeg kender medicinalindustrien ret, så er de desuden mere end glade for at sælge piller og symptomlindre, fremfor forebyggelse eller reel behandling (jeg kommer lidt ind på det i indlægget her (engelsk).

Mere info

Vil du vide mere foreslår jeg at du kontakter nogle andre end mig - din dyrlæge ville nok være et godt sted at starte. Ellers så ved du hvad der sker med folk der spørger 🔪🍑